GoBoat dock in Odense

Danske GoBoat udvider også til Odense

Pressemeddelelse

GoBoat åbner fredag den. 23. april 2021 deres niende lokation i verden - denne gang i Odense. Med åbningen i Odense tager havnebyen næste skridt mod mere rekreativ havn. For GoBoat betyder det starten på endnu et vækstår med tårnhøje ambitioner i bestræbelsen på at gøre vandet tilgængeligt for alle - både nationalt og internationalt.

I Odense Havn lige ved Promenadebyen kan lokale odenseanere og byens turister fra 23. april stævne ud i GoBoats for hyggelige stunder på vandet. GoBoat starter med otte både i Odense Havn på adressen Tysklandkaj 3. Fælles for Odense og de andre lokationer, hvor GoBoat har baser, er fokus på rekreative muligheder, som er med til at forny byernes havne.

Corona satte GoBoats planer over styr

Åbningen af en ny base har ikke været uden sved på panden for GoBoat. GoBoat ville gerne have udvidet og åbnet en ny base i løbet af 2020, men med corona-pandemien blev dette besværliggjort og udsat. Det endte dog med, at GoBoat fik en enestående mulighed for at åbne en base i Odense i starten af 2021. I april faldt de sidste aftaler med Odense Kommune og Havn og andre interessenter på plads efter et godt forløb, hvor sikkerhed, potentiale for borgerne i Odense og ikke mindst turisme i en svær tid, har været i centrum. 

Anders Ekelund Mørck

CEO i GoBoat, Anders Ekelund Mørck, siger om åbningen:

“Odense er en drømmeby at åbne op i for GoBoat. De sidste forberedelser er i fuld gang med fokus på at få styr på sikkerheden, at skabe de bedste oplevelser for de kommende sejlende og at styrke samarbejdet med myndigheder, lokale virksomheder og de andre brugere af havnen. Corona gør ikke processen nemmere. Men vores erfaringer fra København og Aalborg fra 2020 viser, at GoBoat en af de få oplevelser, hvor smittefaren er meget lav, fordi det foregår udenfor i små grupper - hver båd har maksimalt plads til otte personer.”

Allerede nu er det muligt at skrive sig op, hvis man ønsker at være blandt de første, der sejler bæredygtigt rundt i Odense Havn fra 23. april. Book din båd på https://goboatodense.dk/.

GoBoat kaster anker i de største byer

At valget er faldet på Odense, som GoBoats fjerde danske lokation, er ikke tilfældigt. Med to baser i København og én i Aalborg har det været et helt naturligt mål at åbne op midt i landet, nemlig på Fyn.

Byrådsmedlem i Odense Kommune, Christoffer Lilleholt (V), siger om GoBoats lancering i Odense:

“Byomdannelsen i og omkring Odense Havn er gennemgribende og understøtter målet om at kunne bruge havneområdet mere rekreativt. Med GoBoat i bybilledet tager Odense endnu et vigtigt skridt i den rigtige retning. Det er en kæmpe gevinst for byen og havnen at odenseanere og vores turister nu sikkert kan opleve Odense fra vandsiden gennem eldrevne både.”

Odense Havn har gennem de seneste år været i gang med en rekreativ udvikling, hvor havneområdet har bevæget sig fra at være en industrihavn til en mere brugervenlig og levende havn med havnebad, boliger, restauranter og kulturaktiviteter.

“Vi er stolte af at være med på Odenses rejse mod en mere rekreativ havn. Den udvikling ser vi mange steder, hvor vi etablerer GoBoat - både i Danmark og internationalt. Vores mål er at åbne vandet for alle. Nu sker det i Odense, og vi har store ambitioner de næste år i Odense og med endnu flere lokationer i Danmark og internationalt,” siger Anders Ekelund Mørck.

Vandet skal være tilgængeligt for alle

Hos GoBoat har man siden etableringen i 2014 haft en helt klar mission om at åbne vandet op for alle, så en sejltur ikke kun er en oplevelse forbeholdt de få. Og som ringe i vandet spreder oplevelsesvirksomheden sig til flere og flere havne og vandområder år for år til glæde for de mange besøgende.

Med eldrevne både, der hverken kræver sejlerbevis eller nogen yderligere sejlererfaring, gør GoBoat det let for alle at sejle deres både. Det eneste krav er, at du skal være fyldt 18 år for at agere styrende kaptajn på båden. Hver båd har et picnicbord i midten og plads til 8 personer. Ombord er der redningsveste til både store og små passagerer, og de sejlende får instruktioner digitalt og ved sejlturens start om regler og adfærd på vandet.

Om GoBoat

Siden 2014 har oplevelsesvirksomheden GoBoat sendt gæster på vandet, både nationalt og internationalt. Kernen er udlejning af mindre solcelledrevne picnicbåde, der er grønne og bæredygtige, og hvor livsstil, kvalitetstid og dansk design er vigtige nøgleord. GoBoat er dog mere end blot en udlejningsservice. GoBoat skaber unikke helhedsoplevelser og uforglemmelige minder i trygge og komfortable rammer med et højt serviceniveau i fokus. Med en mission om at gøre vandet mere tilgængeligt for alle, er ambitionerne for den danske oplevelsesvirksomhed store, og ønsket om at sprede den maritime livsstil fortsætter.

Læs mere om GoBoat Odense på https://goboatodense.dk/

Find billeder i høj opløsning her.

Kontakt

GoBoat

Eric Ziengs, CMO

eric@goboat.dk

41 42 75 67

Odense Kommune

Christoffer Lilholt, byrådsmedlem i Odense Kommune

lilleholt@odense.dk

65 51 20 00

30 60 43 56