
Foråret nærmer sig, og det vækker hos de fleste en lyst til at tilbringe mere tid i den friske luft. I København er foråret noget helt specielt – solens varme stråler vender tilbage, byen fyldes med liv, og de kolde vintermåneder giver langsomt plads til en stemning af glæde og optimisme. Hvis du leder efter en måde at nyde en perfekt forårsdag i hovedstaden, har vi sammensat en dagstur, der kombinerer lækker mad, en dejlig gåtur gennem byen og en tur på vandet. Følg denne guide og få det bedste ud af foråret i København! Dette forslag egner sig både til familier, par og venner.

Start din dag tidligt og tag ud til Refshaleøen, hvor du finder Lille Bakery – et hyggeligt og uformelt bageri, der er elsket af både lokale og besøgende. Her er alt bagt fra bunden, og duften af friskbagt brød fylder rummet. Nyd en croissant eller et stykke surdejsbrød med smør og ost, mens du sipper til en velsmagende kop kaffe. Atmosfæren er afslappet, og du kan mærke, hvordan tiden nærmest står stille – en perfekt måde at starte dagen på.
Læs mere om påskeferie i København

Efter morgenmaden er det tid til en gåtur. Fra Refshaleøen går du langs havnefronten mod Broens Gadekøkken, hvor du kan nyde en uformel frokost under åben himmel. Undervejs kan du tage dig tid til at nyde udsigten over Københavns havn. Når du når frem, venter et væld af street food-muligheder – fra smagfulde tacos til saftige burgere og sprøde falafler. Tag plads ved et af de lange borde og nyd frokosten i det fri med udsigt til Papirøen, Nyhavn og Skuespilhuset. Her er stemningen høj og der er ofte fyldt med mennesker - turister som lokale.

Efter frokost fortsætter turen over Cirkelbroen, en af Københavns mest unikke gangbroer, der forbinder Christianshavn med Islands Brygge. Herfra kan du slentre videre langs havnefronten og måske tage et hvil undervejs med udsigt over vandet. Islands Brygge er et af byens mest elskede områder om foråret, hvor folk samles på græsset for at nyde solen eller tage en kold dukkert i havnebadet.
Læs mere om de bedste steder med udeservering

Den perfekte forårsdag i København fortjener en uforglemmelig afslutning – og hvad er bedre end at opleve byen fra vandet? Hop om bord på en kanalrundfart fra Islands Brygge og tag på en afslappende sejltur i en stille elbåd gennem byens kanaler, mens kaptajnen fortæller om København. Der er plads til op til 9 gæster i hver båd, så du nemt kan købe billetter til jeres gruppe. Vil I hellere selv styre? Lej en GoBoat Classic, eller sejl under tag i en GoBoat Pod frem til udgangen af april. Det er den perfekte måde at runde en forårsdag i København af på.