
By Mikkel Tedaldi
Senest opdateret 16. september 2026
København er fyldt med velkendte bygninger, historiske kvarterer og liv langs havnen. Men hvilke seværdigheder vil danskerne egentlig helst opleve fra vandet?
Det spurgte vi 1.007 voksne danskere om i en landsdækkende undersøgelse fra juni 2026. Deltagerne kunne vælge op til fem seværdigheder og oplevelser i Københavns Havn. Resultaterne peger både på kongelig historie, farverige facader, hyggelige kanaler og den arkitektur, der binder byen sammen.
Du kan finde undersøgelsen her.
Nu ser vi nærmere på fem af de mest valgte steder og på, hvorfor de er noget særligt, når København opleves fra vandet.
Amalienborg indtager førstepladsen i undersøgelsen. 34,7 % af de adspurgte valgte slottet som en af de seværdigheder, de helst vil opleve fra vandet.
De fire palæer omkring Amalienborg Slotsplads udgør et af Københavns mest kendte vartegn. Fra havnesiden åbner udsigten sig gennem Amaliehaven mod slottet, mens Marmorkirkens karakteristiske kuppel rejser sig bag bygningerne.
Det er et syn, der samler flere sider af København på én gang: den kongelige historie, den klassiske arkitektur og byens tætte forbindelse til havnen. Fra vandet får man samtidig lidt mere afstand til området og dermed mulighed for at opleve helheden på en anden måde end fra slotspladsen. Er du mere til de skjulte perler i København, så læs med her.

Christianshavns Kanal blev valgt af 26,3 % og indtager dermed andenpladsen blandt danskernes foretrukne oplevelser fra vandet.
Her kommer man tæt på en side af København, hvor tempoet føles lidt lavere. Langs kanalen ligger gamle og farverige huse, husbåde og små steder ved vandet, mens kvarterets spir og historiske bygninger kan ses mellem hustagene.
Christianshavn er et af de områder, hvor det maritime København stadig mærkes tydeligt. Bådene langs kajen er ikke bare en del af udsigten, men også en del af hverdagen i kvarteret. Netop derfor giver det særlig god mening at opleve Christianshavns Kanal fra vandet. Husk der er mange sejlruter i byen - læs om dem her.
Her handler oplevelsen ikke nødvendigvis om én bestemt bygning. Det er i lige så høj grad stemningen, de smalle omgivelser og fornemmelsen af at bevæge sig gennem en anden side af byen.

Den Lille Havfrue blev valgt af 25,9 % af de adspurgte og indtager dermed tredjepladsen blandt de seværdigheder, danskerne helst vil opleve fra vandet. Men samtidig er Havfruen og i undersøgelsen blevet vurderet til at være den mest overvurderede oplevelse ved vandet med 29,6%.
På sin sten ved Langelinie har hun siden 1913 været en del af Københavns havnefront. Skulpturen er skabt af Edvard Eriksen med inspiration fra H.C. Andersens eventyr og er med årene blevet et af byens mest kendte vartegn. Hun fylder ikke meget i landskabet, men historien bag hende har gjort den lille figur til et stort symbol på København.
Fra vandet oplever man Havfruen fra en anden vinkel end de besøgende på kajen. Her ser man hende med havnepromenaden og livet langs Langelinie som baggrund, mens hendes placering helt ude i vandkanten bliver en del af oplevelsen.
Det er et velkendt motiv, som mange allerede har set på billeder. Alligevel er der noget særligt ved at møde hende som en del af havnen frem for som et enkeltstående postkortmotiv.

Nyhavn er en af de mest fotograferede seværdigheder i København, og 24,6 % af de adspurgte vil gerne opleve området fra vandet.
Havnen stammer fra 1673 og var oprindeligt en travl erhvervshavn, hvor skibe fra hele verden lagde til. I dag er sømændene og varehandlen erstattet af restauranter, caféer og mennesker langs kajen, men de gamle huse og historiske skibe fortæller stadig om områdets maritime fortid.
Fra land er Nyhavn ofte præget af liv og aktivitet. Fra vandet får man i stedet mulighed for at se de farverige facader som en samlet række langs kajen. Her kommer havnens oprindelige funktion også tydeligere frem: Nyhavn blev skabt med vandet som omdrejningspunkt.
Det er velkendt København, men set fra den side, byen oprindeligt vendte mod. Mange kanalrundfarter sejler forbi Nyhavn - få et overblik her.

21,3 % valgte Københavns broer, herunder Knippelsbro, Langebro og Inderhavnsbroen, som noget, de gerne vil opleve fra vandet. Læs om alle Københavns broer her.
Broerne er måske ikke én klassisk seværdighed, men tilsammen fortæller de en vigtig del af historien om København. De forbinder byens kvarterer og skaber hver dag plads til biler, cyklister og gående over havnen. Set fra vandet bliver de samtidig markante dele af byens arkitektur.
Knippelsbro og Langebro er blandt de broer, der i mange år har bundet byen sammen på tværs af havneløbet. Inderhavnsbroen er en nyere forbindelse mellem området ved Nyhavn og Christianshavn og er blevet en fast del af livet omkring havnen. Skal du have åbnet en bro, så læs hvordan du gør her.
Når man bevæger sig gennem Københavns Havn, oplever man broerne nedefra og tættere på deres konstruktioner. Her bliver de mere end praktiske forbindelser. De bliver vartegn, der viser, hvordan København har udviklet sig omkring vandet.

Undersøgelsens favoritter spænder fra kongelige palæer og historiske huse til kanaler og moderne forbindelser over havnen. Det viser, at danskernes interesse ikke kun samler sig om de klassiske monumenter. Stemningen og livet omkring vandet spiller også en vigtig rolle.
Fra land opleves seværdighederne ofte enkeltvis. Fra vandet bliver forbindelsen mellem dem tydeligere. Den kongelige by, det maritime Christianshavn, det farverige Nyhavn og broerne over havnen bliver dele af den samme fortælling om København.
I sensommeren står solen lavere over byen, og lyset rammer facader, spir og vandoverfladen på en helt særlig måde. Det gør det til et oplagt tidspunkt at genopleve de kendte steder – denne gang fra vandet.