
By ahmadmejel
Senest opdateret 20. oktober 2026
København er kåret som en af verdens førende arkitektur hovedstæder , og byens mest spektakulære og kontrastfyldte designoplevelser fanges rigtigt godt direkte fra vandet. Det kunne være i GoBoats Harbor Tour, der giver et godt overblik over havneløbet og arkitekturen, og man kan frit fokusere på at nyde udsigten og tage billeder undervejs, mens kaptajnen guider og fortæller.
Her er seks fantastiske og arkitektonisk unikke fotospots, du kan holde udkig efter på din næste sejltur gennem København.
Cirkelbroen blev indviet i 2015 og er tegnet af den dansk-islandske kunstner Olafur Eliasson. Den forbinder Christianshavn og Christiansbrygge over kanalens udmunding, men er i praksis opført mere som et lille byrum end bare en hurtig genvej.
Broen er sammensat af fem runde platforme i forskellige størrelser. Hver platform har sin egen rødbrune skibsmast med stålwire, som er en direkte reference til de gamle træskibe, der før i tiden lå tæt i Københavns havn. Cirkelformen gør også, at man automatisk sætter farten ned og skal skifte retning undervejs, når man går over eller sejler under.
Fra vandsiden giver de overlappende cirkler og høje master et helt særligt udtryk, hvor stålkonstruktionerne og skyggerne skaber skarpe, grafiske linjer mod vandet.

Inderhavnsbroen forbinder Nyhavn med Christianshavn og Holmen og åbnede i 2016. I dag er den en af byens mest brugte ruter for gående og cyklister.
Broen har en ret underholdende historie. Den fik hurtigt folkemunde navnet Kyssebroen, både på grund af de små siddesteder undervejs og måden, de to brofag mødes på i midten. Rygterne sagde dengang, at ingeniørerne opførte broen skævt fra hver sin side. Det var dog blot et optisk bedrag skabt af broens S-formede kurve, som forsvandt, da stålet kom på plads.
Det virkelige problem opstod efterfølgende i solskin. Når solvarmen bager på oversiden af stålet, udvider det sig hurtigere end undersiden og vrider konstruktionen. Det skaber et gab på 6 til 8 centimeter på midten, så låsebolten rammer forbi, mens hvilestillingen samtidig kan svinge med op til 15 millimeter. På varme sommerdage nægter broen altså bogstaveligt talt at kysse sammen.
Selve konstruktionen er ret speciel. Det er ikke en almindelig klapbro, der vipper op, når skibe skal igennem. I stedet trækker de to midterste dele sig vandret tilbage som en skydedør. Det er et fascinerende syn fra vandsiden, når den store mekanik arbejder. Det hvide stål og de bløde formsæt giver broen et let udtryk, og når man sejler forbi, får man et helt frit kig mod både Skuespilhuset og Operaen.

Vor Frelsers Kirke på Christianshavn er et af Københavns mest genkendelige og spektakulære vartegn. Kirken er opført i barokstil af arkitekt Lambert van Haven og indviet i 1696, men det er det ikoniske, udvendigt snoede spir fra 1752, tegnet af Lauritz de Thurah, der gør bygningsværket helt unikt.
Spiret knejser 90 meter over gadeniveau og er kendt for sin udvendige vindeltrappe på 400 trin, hvor de sidste 150 trin snor sig mod uret op omkring spirets yderside til toppens gyldne globus og Kristus-figur. Når du sejler gennem Christianshavns Kanal, tårner spiret op over de historiske pakhuse og husbåde. Fra vandsiden får du et fantastisk lavt perspektiv, hvor du kan fotografere det gyldne spir, som spejler sig i kanalens overflade indrammet af havnens rå og maritime omgivelser. Den absolut bedste udsigt til Vor Frelsers Kirke får du fra Snorrebroen, som krydser Christianshavns Kanal. Det er herfra, folk stopper op for at fange spiret over vandet.
Lige ved kanalkanten står der dog et stort træ midt i billedvinklen, som dækker for en god del af kirken om sommeren. Det gør det stensikkert til et af Danmarks mest fotograferede træer, for uanset hvordan man vinkler kameraet, ender træets blade med at snige sig med i jagten på spiret.

I Christianshavns Kanal ligger der en lang række husbåde langs kanterne. Det er en ret broget samling, som spænder fra ombyggede træfærger og ældre fragtskibe til mere moderne betonpramme. Bådene er ret forskellige i udseendet. Nogle af dem har bygget tagterrasser, kasser med planter eller store vinduer mod vandet, mens andre fremstår mere enkle. Når man sejler igennem kanalen, giver det et fint kig til de mange forskellige konstruktioner og de små detaljer på dækket. Det samlede udtryk ser både unikt og flot ud fra vandsiden, hvilket gør strækningen til et oplagt sted at tage et par gode billeder.
Skulpturen forestiller den bibelske helt David, der gør sig klar til kamp mod kæmpen Goliat med sin slyngestene over skulderen. Kopiens placering ved havnefronten tilhører Den Kongelige Afstøbningssamling og viser den klassiske skulpturkunst i et råt, maritimt miljø.

Papirøen er et af de seneste årtiers mest omtalte byudviklingsprojekter i Inderhavnen. Inden de nye byggerier skød op, var øen for alvor kendt i hele byen som rammen om det oprindelige Copenhagen Street Food, hvor tusindvis af københavnere og gæster samledes om madboder, farverige foodtrucks og liggestole helt ned til vandkanten. I en periode huskede mange også øen for at huse Eksperimentarium, som rykkede midlertidigt ind i de rå papirhaller og fyldte øen med videnskab og liv.
I dag er øen forvandlet med ny arkitektur tegnet af det anerkendte danske arkitektbureau Cobe. Byggeriet hylder øens industrielle fortid med markante, spidse og pyramidelignende tagkonstruktioner i tegl, og området rummer i dag både boliger, kulturliv og et kommende vandkulturhus helt ned til vandkanten. Fra båden giver de røde teglsøjler og de skarpe taglinjer en helt ny profil mod himlen, som skaber et utroligt flot og nutidigt motiv på dit kamera.

Sluseholmen i Sydhavnen er et af Københavns nyere kanalområder. Bydelen er opført med hollandsk inspiration og består af otte kunstige øer med kanaler imellem.
Arkitekturen skiller sig ud ved, at ingen af bygningerne ikke er ens. Hvert enkelt hus har sin egen unikke facade, højde og farvepalet, hvilket skaber et utroligt varieret og levende udtryk langs vandkanten. Når i glider roligt gennem de smalle kanaler, kommer i helt tæt på de lave broer, private bådebroer og husfacader, der spejler sig i vandfladen. Det giver et fantastisk, farverigt og nutidigt fotomotiv, der fanger en helt ny side af Københavns maritime boligliv.
