
Abdellah Ihadian
Bliv servicekaptajn
Hos GoBoat er vi ved at finde det helt rigtige hold til sæson 2025 i København. Når du arbejder hos GoBoat, er du en del af vores familie, hvor sammenhold og det sociale er en vigtig del af arbejdet. Vi går op i, at alle skal have det godt, så vi sammen kan give vores gæster den bedste oplevelse i vores blå, bæredygtige både.
Hvem er GoBoat
GoBoat blev bragt til live i 2014 i København med et ønske om at gøre vandet tilgængeligt for alle, der har lyst til at stikke til søs. Vi arbejder for at give unikke oplevelser og uforglemmelige minder på vandet til så mange som muligt.
Hos GoBoat har vi respekt for vores omgivelser, og derfor behandler vi vandet med omtanke. Som daglige brugere af havnen har vi et ansvar for at være med til at holde den ren. Den grundlæggende tanke bag GoBoat er derfor også bæredygtig, hvilket går igen i alt fra vores miljøvenlige elmotorer på bådene, solcellerne, der er med til at oplade dem og vores bæredygtige træ, som både pavillionen på Islands Brygge og bådenes borde er bygget i.
Vi har lige nu baser lokaliseret over hele verden, herunder i Aarhus, London og Melbourne. Vi vækster flere steder i verden med nye placeringer, mens vi samtidig er ved at indføre nye koncepter. Vi har derfor hele tiden brug for nye ildsjæle, der vil være med til at sprede GoBoats maritime vibrationer.
Hvem vi søger
Til jobbet som servicekaptajn leder vi efter 2-3 personer, der over sæsonen kan deles om arbejdet. Som servicekaptajn er din fornemmeste opgave at skabe tryghed i havnen til vores gæster og andre trafikanter. Når du som servicekaptajn sejler rundt i Københavns Havn repræsenterer du GoBoat, og det er vigtigt at du kan holde et roligt overblik og hurtigt regne ud, hvordan du bedst kan hjælpe vores gæster, hvis de får problemer på vandet. Du skal kunne håndtere gæster der ikke overholder retningslinjerne samt at opretholde en god relation til havnens øvrige brugere og beboere. Vi søger dig, hvis er handlekraftig, autoritær og god til at holde hovedet koldt i pressede situationer.
Selvom du er servicekaptajn, vil det også være muligt også at tage vagter som almindeligt crew, såfremt at vagterne som servicekaptajn allerede er dækket ind. Jobbet som crew kan du læse mere om her.
Måske har du sabbatår eller også mangler du bare et studie- eller deltidsjob - uanset hvad har vi brug for din hjælp. Det er muligt at arbejde både fuld- og deltid. Jobbet er timelønnet
Specifikke kvalifikationer og kompetencer
- Du er mødestabil
- Du er socialt anlagt og kan snakke med alle mennesker
- Du kan begå dig på engelsk, da vi har en del internationale gæster
- Du er med på at vi løfter i flok og vægter et stærkt fællesskab højt
- Det er ikke et krav, men en fordel, hvis du har kendskab til både og det maritime miljø
- Du skal være serviceminded og altid sørge for at give vores gæster den bedste oplevelse
- Sejle rundt i havnen, hvor du skal assistere vores gæster på vandet, hvis de får brug for hjælp. Og naturligvis også andre trafikanter, skulle det blive nødvendigt
- Du skal kunne arbejde selvstændigt, da du sejler rundt alene og er den, der har ansvaret for at hjælpe gæsterne
- Du skal være tryg ved at sejle vores servicebåd, som du får en grundig introduktion til
Dine arbejdsopgaver
- Du kommer til at sejle ture rundt i havnen og hjælpe vores gæster, der er på vandet ved fx motorstor eller andet
- I nogle tilfælde vil det være nødvendigt at trække både tilbage til basen og sejle dem sikkert hjem
- Modtage opkald på vores akuttelefon og afhjælpe gæsternes udfordringer
- Når du er på vandet vil du møde en masse andre aktører, som det er vigtigt du får en god relation til
- Når du ikke er på vandet hjælper du det øvrige crew på Bryggen med deres opgaver
- Assistere gæster på vandet ved motorproblemer og andet
- Klagehåndtering
- Ajourføring af intern hændelsesrapport
- Follow up på eventuelle skader i havnen forårsaget af GoBoats
- Sørge for at gæster på vandet overholder GoBoat’s regler og politikker
- Reparere mindre skader på GoBoat’s (du vil modtage oplæring i dette)
- Hjælpe til på docken samt være lukkeansvarlig på enkelte vagter
- Være smilende, vise vej og sprede god karma på vandet
Det praktiske
- Vi forventer at du kan arbejde både aftner, weekender og ferier - altså på tidspunkter, hvor andre har fri. Til gengæld garanterer vi en arbejdsplads med god energi, sociale arrangementer og muligheden for at udvikle nye venskaber. Du får også mulighed for at sejle gratis på udvalgte tidspunkter
- Vi søger servicekaptajner på deltid og en enkelt på fuldtid. Du skal kunne arbejde minimum 10 dage pr. måned, hvoraf størstedelen vil være aften og weekender
- Stillingerne løber fra 1. april til 30. september og timerne vil hovedsageligt ligge i tidsrummet 12-22
- Timeantal vil variere alt efter om det er lav- eller højsæson
- Som servicekaptajn stævner du altid ud fra vores base på Islands Brygge
- Det er en fordel, hvis du trives med at snakke engelsk, da vi også har udenlandske gæster
- Jobbet er timelønnet
- Du skal være minimum 18 år
Vi ser gerne at du kan starte senest den 1. april. Din arbejdsplads bliver på Islands Brygge 10, hvor vores base ligger. Her får du ca. 15-20 andre energiske kollegaer, der ligesom dig selv, brænder for at give vores gæster den bedste oplevelse på vandet. Vi afholder samtaler løbende, så skynd dig at sende din ansøgning afsted og senest den 31. marts.
Vi glæder os til at høre fra dig!